Post Header
I maj sidste år lagde vi det her kig på trafikken på Archive of Our Own - AO3 (Vores Eget Arkiv) ud, som steg ret dramatisk i starten af året (sandsynligvis af pandemirelatierede årsager). Vi har nu tallene for hele året, og vi kan bekræfte, at ja, folk slugte virkelig mange fanværker i 2020! Vi kan også give en kort opdatering om trafikken i det første kvartal af 2021.
Daglig trafik i 2020
Billede: Et diagram over trafik på AO3 i millioner af sidevisninger om dagen for hver måned i 2020. Besøgene når konsekvent sit højeste på søndage, hvilket skaber månedlige linjer med toppe og lavninger. Fra januar til marts ligger linjerne på omkring 35 til 40 millioner sidevisninger; de andre måneder ligger betydeligt højere, mellem 45 og 55 millioner, hvor søndage i december nærmer sig 60 millioner.
Trafikken i marts, som repræsenteres af den grønne linje i diagrammet ovenfor, begyndte at stige voldsomt i midten af måneden. De efterfølgende seks måneder var kendetegnet ved et højere antal besøgende generelt og en mindre synlig kontrast mellem hverdage og weekend.
Det laveste målte tal var 31,3 millioner sidevisninger mandag d. 13. januar, hvor en typisk søndag i den periode nåede op på omkring 43 millioner. Fra april til september bevægede tallene sig mellem omkring 45 millioner og 51 millioner sidevisninger.
Først i slutningen af oktober begyndte trafikken at stige ud over den nye normal med flere rekordhøje tal i november, vist i orange. December (i rød) har altid været den travleste måned for AO3, og 2020 var ingen undtagelse. Det mest bemærkelsesværdige er to drastiske fald d. 24. december og 31. december med et helt bjerg af sidevisninger imellem de to højtider. Rekorden for 2020 blev sat søndag d. 27. december med 61,1 millioner sidevisninger.
📈 Du kan finde de rå data i dette regneark: Daglig AO3-trafik i 2020 (Google Sheets, på engelsk)
Sideaktivitet i 2020
Billede: Et linjediagram, der viser, hvor mange kommentarer, der blev efterladt, og hvor mange sidevisninger, der blev målt, for hver måned i 2020. Kommentarer vist i sort begynder på omkring 2,15 millioner i januar og ender på omkring 3,5 millioner i december. Trafik vist i rød begynder omkring 1,2 milliarder sidevisninger og slutter på 1,7 milliarder. Begge har en opadgående tendens i et ordinært mønster med lettere fald i juni og september og en skarp stigning i december .
Samtidig med, at sidevisninger begyndte at stige i marts sidste år, gjorde brugeraktiviteterne det samme, målt i nye værker, kapitler, bogmærker, kommentarer og kudos hver måned. Brugerne efterlod omkring 2,3 millioner kommentarer i marts måned, cirka 150.000 mere end i januar. I april kom antallet op på 2,9 millioner.
(Ligeledes brugte brugerne kudos-knappen omkring 17,3 millioner gange i marts sammenlignet med 16,9 millioner i januar. I april var det tal oppe på 20,4 millioner.)
📈 Du kan finde de rå data i dette regneark: Daglig AO3-trafik i 2020 (Google Sheets, på engelsk)
Trafik over årene
Billede: Et diagram, der viser stigningen i AO3-trafik fra midten af 2012 til slutningen af 2020, målt i ugentlige sidevisninger. Hver uge er en prik, hvert år er en bugtende linje af prikker. Trafikken følger en opadgående tendens med tilbagevendende mønstre. For eksempel har september tendens til at være en rolig måned med synlige fald. De fleste af linjerne er relativt tætte på hinanden og viser en stabil stigning i trafik hen over årene med et meget større spring mellem 2019 og det meste af 2020. Det laveste punkt er 15,8 millioner i den sidste uge af juni 2012. Det højeste punkt er 419 millioner i den sidste uge af december 2020.
Igen skiller 2020 sig ud med et stort spring i midten af marts, da nedlukninger trådte i kraft, og/eller folk begyndte at selvisolere rundt omkring i verden. Trafikken steg fra omkring 270 millioner sidevisninger om ugen i januar og februar til 330 millioner i starten af april og 340 millioner i maj. På samme tidspunkt i 2019 lå antallet af sidevisninger omkring 230 millioner om ugen.
Trafikken begyndte dog at udjævne sig lige under 350 millioner indtil slutningen af oktober, som er et mønster, der ligner de seneste år, og begyndte så at stige igen hen mod slutningen af året. Den første uge af januar, som ofte inkluderer de sidste dage af december, er som regel der, hvor nye rekordantal nås.
Til sammenligning er her sidevisninger (i millioner) for ugen, der ender på:
- 6. jan 2013: 27,6
- 5. jan 2014: 49,5
- 4. jan 2015: 84,6
- 10. jan 2016: 114
- 8. jan 2017: 158
- 7. jan 2018: 189
- 6. jan 2019: 219
- 5. jan 2020: 281
- 10. jan 2021: 414
📈 Du kan finde de rå data i dette regneark: Daglig AO3-trafik i 2020 (Google Sheets, på engelsk)
Daglig trafik i 2021
Billede: Et diagram over AO3-trafik i millioner af visninger per dag for januar, februar og marts 2021. Besøgene når konsekvent sit højeste på søndage, hvilket skaber månedlige linjer med toppe og lavninger. I januar lå daglige sidevisninger mellem cirka 58 millioner og 64 millioner. Antallet af visninger i februar og marts var højere (mellem 60 og 66 millioner), og begge måneder fulgte det samme mønster med faldende trafik fra mandag til fredag og en skarp stigning i weekenderne med næsten identiske tal. En ny rekord blev sat søndag d. 28. marts med 68,6 millioner sidevisninger.
Brugen af siden bliver ved at være høj i 2021, men har stabiliseret sig lige under 70 millioner sidevisninger på de travleste dage. Selvom trafikken ikke længere stiger i store spring, så lader 2021 stadig til at blive endnu et rekordår!
Vi er taknemmelige for alle, der bruger AO3 til at dele og nyde fanværker, vores bidragsydere, hvis bidrag betaler for de kraftfulde servere, der håndterer al denne trafik, og alle de frivillige, der holder siden kørende. Vi glæder os til at se, hvad resten af året bringer!
📈 Du kan finde de rå data i dette regneark: Daglig AO3-trafik i Q1 2021 (Google Sheets, på engelsk)